8.3 Fastgørelse

Beregningsgrundlaget for fastgørelse af tagdækninger er Eurocodes og det tilhørende danske anneks;

  • Eurocode 0:
    Projekteringsgrundlag for bærende konstruktion DS/EN 1990, 2. udgave 2007-07-27.
  • Nationalt Anneks til Eurocode 0: EN 1990 DK NS: 2007, 2. udgave, 2007-11-07.
  • Eurocode 1:
    Last på bærende konstruktioner. Del 14: Generelle laster – vindlast. DS/EN 1991-1-4, 2. udgave 2007-06-22.
  • Nationalt Anneks til Eurocode 1: EN 1991-1-4 DK NA: 2007, 2. udgave 2007-11-12.
  • Tillæg 1: 15-12-2008 til Nationalt Anneks til Eurocode 1: EN 1991-1-4 DK NA: 2007, 2. udgave 2007-11-12.

Med indførelsen af Eurocode blev kravet til dokumentationen af fastgørelsernes styrke hævet. Der skal nu foreligge en dokumentation ved prøvning af styrken for den aktuelle kombination af tagdækning og fastgørelsesbeslag.

Når et tagdækningssystem er afprøvet i henhold til EN 16002 kan partialkoefficienten på styrken af kombinationen af plug og tagdækning reduceres fra tidligere 1,43 til nu 1,27.
 

8.3.1 Sikkerhed

Icopal anvisning kan anvendes under danske forhold, ekskl. Grønland og Færøerne. Dimensionering af fastgørelse under andre forhold må tage afsæt i de regler, der er gældende, og tage hensyn til lokale terrænforhold og lokale sikkerhedskrav ved en ingeniørmæssig vurdering.
 

Anvendelsesområde

I dette kapitel beskrives principperne for fastgørelse af tagpap på varme og kolde tage både med mekanisk fastgørelse af tagpappen med underliggende isolering og ved sømning.

Icopal tilbyder at foretage dimensioneringen baseret på oplysninger om det konkrete projekt.
 

Sikkerhedssystem

Fastgørelsen af tagpap dimensioneres baseret på de sikkerhedsprincipper, som er beskrevet i Eurocodes. I henhold til Eurocode 0 kan partialkoefficienten på vindlasten, γw, fastsættes til 1,5.

Den regningsmæssige vindlast pr. m2 kan beregnes som:

wd = γw • qp • cpe,1 = 1,5 •qp • cpe,1

hvor,

γw                           er partialkoefficient

qp                           er peakhastighedstryk

cpe,1                      er formfaktoren for det aktuelle område af taget svarende til 1 m2.

Karakteristisk styrke for fastgørelsessystem
Den karakteristiske styrke for fastgørelsessystemet, mk, fastsættes som en 5 % fraktil.
Styrken af fastgørelsessystemet fastsættes ved prøvning i henhold til ETAG 006 og EN 16002.


Regningsmæssig styrke for fastgørelsessystem
Den regningsmæssige styrke md kan, under forudsætning af konsekvensklasse CC1, beregnes ud fra den karakteristiske styrke mk med en partialkoefficient γm = 1,27.

Dimensioneringsprocedure

Dimensionering af fastgørelser for tagpap og evt. underliggende tagisolering kan gennemføres efter nedenstående procedure:

  1. Fastsættelse af vindlast på taget ud fra bygningsgeometri og omkringliggende terræn.
  2. Fastsættelse af fastgørelsessystemets styrke.
  3. Dimensionering af fastgørelse og optegning af fastgørelsesplan.
  4. Detaljeprojektering af detaljer og tilhørende beskrivelse.
  5. Fastlæggelse af kontrolplan for fastgørelse af tagdækningen.

8.3.2 Vindsug generelt

Regningsmæssigt vindsug

Vindlast bestemmes på grundlag af Eurocode 1.  

Tagpaps manglende evne til at fordele laster og kræfter medfører, at der bør anvendes en formfaktor for det udvendige vindtryk hhv. indvendige overtryk svarende til 1 m2 dvs. cpe,1 i henhold til Eurocode 1.

Det regningsmæssige vindsug pr. m2 tagflade beregnes som:

wed = γw • qp • cpe,1 hvor,

γw           er partialkoefficienten for vindlast på 1,5

qp           er det maksimale hastighedstryk i henhold til Eurocode 1-4

cpe,1          er den udvendige formfaktor svarende til 1 m² i henhold til Eurocode 1-4.
 

Det maksimale hastighedstryk

Det maksimale hastighedstryk fastsættes ud fra områdets geografiske placering, det omkringliggende terræn og bygningens højde.

Normalt inddeles terrænet i kategorierne I => IV i henhold til Eurocode 1:

I             Søer eller fladt og vandret område uden væsentlig vegetation og uden forhindringer samt hav- eller kystområde eksponeret til åbent hav

II            Områder med lav vegetation som f.eks. græs og enkelte forhindringer (træer, bygninger) med indbyrdes afstande på mindst 20 gange forhindringens højde.

III           Område med regelmæssig vegetation eller bebyggelse eller med enkeltvise forhindringer med afstande på højst 20 gange forhindringens højde (som f.eks. landsbyer, forstadsområder, permanent skov).

IV           Område, hvor mindst 15 % af overfladen er dækket med bygninger, hvis gennemsnitshøjde er større end 15 meter.

Hvis terrænet omkring bygningen ikke er homogent, kan der regnes med forskellige vindhastigheder fra de forskellige vindretninger. Hvis terrænet i en retning ikke er homogent, kan der foretages en vægtning af de forskellige terrænruheder.

Den dimensionsgivende bygningshøjde bestemmes ud fra laveste terrænkote og bygnings højeste punkt på tagfladen, dvs. for sadeltage kippen og for pulttage og vandrette tage den højeste facade.

Det maksimale hastighedstryk (peakhastighedsudtrykket) fastsættes jf. Eurocode 1.

Basisvindhastigheden regnes til 24 m/s overalt i Danmark, bortset fra i en randzone i Jylland med lokaliteter, der ligger mindre end 25 km fra Vesterhavet eller Ringkøbing fjord, hvor den regnes til 27 m/s jf. figur. 8.3.1

Figur 8.3.1: Basisvindhastigheder i Danmark.
Figur 8.3.1: Basisvindhastigheder i Danmark.
 

Formfaktorer

Formfaktoren bestemmes ud fra tagformen og udformningen af tagkanten samt belastningsarealet. Formfaktoren varierer over tagfladen. Formfaktoren cpe,1 bestemmes på basis Eurocode 1 svarende til et belastningsområde på 1 m2.

Derudover tages hensyn til kantudformningens indflydelse på formfaktoren ved dimensionering af fastgørelse på og umiddelbart bag tagkanten.

Følgende er gældende for de nævnte tagtyper.

Flade tage

For flade tage, dvs. tage med hældning mindre end eller lig 5° og uden murkrone, anvendes formfaktorer jf. figur 8.3.2.

For flade tage med murkrone hele vejen rundt om taget kan anvendes reducerede formfaktorer, som afhænger af murkronens højde i forhold til bygningshøjden jf. tabeller for dette i Eurocode 1.

Figur 8.3.2: Formfaktorer cpe,1for sug på flade tage uden murkrone/sternkant.
Figur 8.3.2: Formfaktorer cpe,1for sug på flade tage uden murkrone/sternkant.
 

Sadeltage

Formfaktorerne for sadeltage afhænger af hældningen. For hældninger fra 5° og til 30° kan regnes med formfaktorer som angivet på figur 8.3.3.

For hældning fra 30° og opefter kan regnes med reducerede formfaktorer svarende til Eurocode 1.

Figur 8.3.4: Formfaktorer cpe,1for sug på pulttage mellem 5° og 30°.
Figur8.3.3: Formfaktorer cpe,1for sug på sadeltage mellem 5° og 30°.
 

Pulttage

For pulttage med hældning mellem 5° og 30° kan regnes med følgende simplificerede formfaktorer jf. figur 8.3.4.
For hældninger over 30° kan formfaktorerne reduceres svarende til Eurocode 1.

Figur 8.3.4: Formfaktorer cpe,1for sug på pulttage mellem 5° og 30°.
Figur 8.3.4: Formfaktorer cpe,1for sug på pulttage mellem 5° og 30°.
 

Andre tage

For andre tagformer og hældninger henvises til Eurocode 1.

Indvendigt overtryk

De i afsnit 8.3.2 anførte formfaktorer gælder for vindsuget på oversiden af taget. Derudover kan der optræde indvendigt overtryk, som, såfremt konstruktionen ikke er lufttæt, kan påvirke tagdækningens og tagisoleringens fastgørelser.

Formfaktoren for indvendigt overtryk skal tillægges den udvendige formfaktor. Det er således ikke relevant at medregne indvendigt overtryk ved dimensionering af fastgørelser, hvis den underliggende tagkonstruktion er lufttæt, Dette vil typisk være gældende i følgende tilfælde:

  • Betondæk med fuldklæbet dampspærre.
  • Betonelementdæk med svejste strimler over elementsamlinger og elementtilslutninger.

Eksempler på tagkonstruktioner, hvor der skal tages hensyn til indvendigt overtryk:

  • Betonelementdæk med åbne fuger.
  • Profilerede stålpladedæk med eller uden dampspærre.

For en bygning med ligeligt fordelte åbninger i facaderne, som almindelige døre og vinduer, skal der regnes med et indvendigt overtryk, svarende til en formfaktor cpi,1 = 0,2.

I bygninger med store porte og andre tilsvarende åbninger, kan der optræde større indvendige overtryk. Disse tryk skal beregnes med en formfaktor cpi,1 = cpe,1 = 0,9.

For bygninger, der ikke falder ind under ovenfor nævnte kategorier, henvises til Eurocode 1.

Udhæng

For bygninger med åbne udhæng kan tryk på undersiden af udhænget i visse tilfælde også påvirke tagdækningen, hvilket der skal tages højde for ved beregning af fastgørelsen.

Et åbent udhæng skal forstås som et udhæng, hvor luft i større eller mindre grad har fri passage fra underside udhæng til overside af den bygningsdel, som tagdækningen er fæstnet til.

Vindtryk på undersiden af udhæng beregnes på basis af formfaktoren på facaden, dvs. cpu,1 = cpe,1 = 1,0.

Forankring af tagdækning over åbne udhæng skal derfor beregnes for summen af vindsuget på taget og overtrykket på undersiden af udhænget.

83a
Vindsug wed og vindtryk wdu på udhæng.
 

Regningsmæssigt vindsug

Det regningsmæssige vindsug beregnes ud fra formfaktorerne og det maksimale hastighedstryk af:

wd = γw • qp • c = 1,5 • qp • c

Linjelast på tagets kanter

Til brug ved dimensionering af kantfastgørelse af tagdækning og murkroner skal linjelaster fastlægges.

Kantfastgørelserne dimensioneres ud fra en formfaktor svarende til rand- eller hjørnezonen og en belastningsbredde svarende til den anvendte banebredde. Dette betyder, at afstanden mellem kantfastgørelserne bliver den samme som afstanden mellem beslagene i den tilstødende zones tagpapbaner.

Fastgørelser på murkrone dimensioneres for en formfaktor svarende til rand- eller hjørnezonen og en belastningsbredde svarende til murkronebredde, dog min. 0,30 m.

83b
Linjelast L på tagkanter og murkroner.
 
83c
Kantfastgørelser og fastgørelse på murkroner.
 

Tagopbygninger

Omkring tagopbygninger som f.eks. ventilationshuse vil der i en zone omkring tagopbygningen være et forøget vindsug, Dette skal der tages hensyn til ved dimensionering af fastgørelserne.

Spring i bygningshøjden

Ved spring i bygningshøjden vil der ofte opstå zoner på tagfladen med forøget vindsug. Dette skal der tages hensyn til ved dimensionering af fastgørelserne.

Ved sammenbygning af to bygninger med forskellig højde indlægges rand- og hjørnezoner på hver tagflade.

Figur 8.3.5: Tillæg til formfaktorer ved spring i tagfladen.
Figur 8.3.5: Tillæg til formfaktorer ved spring i tagfladen.
 

Formfaktorerne og randzonebredderne bestemmes, som om hver af bygningerne lå frit, dog tillæg på -1,0 ved randzone mod højere bygning, som vist på figur 8.3.5

Hvis den høje og den lave del af bygningen er af samme udstrækning beregnes vindsuget svarende til den høje bygning.

Hvis den lave bygning er væsentlig større end den høje bygning, er det kun en zone omkring den høje bygning, der regnes med vindsug svarende til den høje bygning. Resten af den lave bygning regnes for et vindsug svarende til den lave bygningshøjde.

Størrelsen af zone med forhøjet vindsug fremgår af figur 8.3.6

Figur 8.3.6: Vindsug omkring høje bygninger sammenbygget med lave bygninger.
Figur 8.3.6: Vindsug omkring høje bygninger sammenbygget med lave bygninger.
 

8.3.3 Fastgørelse af tagdækninger

Den mekanisk fastgørelse af tagpapdækning kan betragtes som et system med 3 dele, hvor den svageste del af systemet bestemmer styrke:

  • Styrken af fastgørelsen i underlaget, mu
    Bestemmes ved hjælp af Eurocodes eller alternativt på basis af ETAG 006, Annex D.
  • Plugs/beslags styrke mht. overtrækning eller gennemtrækning, mo
    Fastlægges på basis af ETAG 006, Annex D.
  • Udtrækning eller udrivning af plug/beslag af selve tagpappen, mm
    Bestemmes ved hjælp af fuldskalaprøvning iht. ETAG 006 eller EN 16002.
83t
 

Den regningsmæssige styrke af den mekaniske fastgørelse kan bestemmes som den mindste af ovenstående, idet følgende formel benyttes:

mk

 md = γm

Nedenfor er angivet de regningsmæssige værdier for hhv. udtrækning eller udrivning af plug/beslag samt skruernes udtræksværdier i hhv. stål, beton og træ.

Sømning

For tagpapdækning fastgjort ved sømning til underlag af træ anvendes erfaringstal, og der kræves ikke prøvning.

Svejsning til underlaget

Tagpapsvejsning til underlaget har erfaringsmæssigt en styrke på ca. 200 kN/m2. Erfaring viser dog også, at der kun kan regnes med et effektivt areal på 30 % af den svejste flade. Dermed blive den karakteristiske styrke 60 kN/m2 og den regningsmæssigt styrke, med en γm = 1,43 på, 42 kN/m2.

CE-mærkning

Icopal kombination af skruer og plugs er CE-mærket i henhold til ETAG 006 Annex D pkt. 5.3, pkt. 5.4 og pkt. 6.

8.3.4 Mekanisk fastgørelse af tagdækning

Baggrund

Den mekaniske fastgørelse af tagpappen sikrer, at tagpappen fastholder den underliggende tagisolering mod vindsug.

83d
Tagopbygning for mekanisk fastgjort tagdækning.
 

Da tagpappen fastgøres i punkter med den 45 mm store skive, stilles der krav til tagpappens trækstyrke og rivestyrke, samt styrke over for dynamiske påvirkninger.

Fastgørelserne anbringes normalt i rækker med en afstand svarende til tagpappens nyttebredde. Ved vindsug kan tagdækningen suges op i en bue mellem fastgørelserne.

83e
Opsugning af tagdækning.
 

Opbøjningen af tagpappen afhænger af banebredden, vægt og stivhed samt vindsuget.

Figur: Fastgørelsesmidlerne er typisk placeret i banens overlæg.
Figur: Fastgørelsesmidlerne er typisk placeret i banens overlæg.
 
Figur: Fastgørelsesbeslag.
Figur: Fastgørelsesbeslag.
 

Til mekanisk fastgjort tagpap anvendes plugs (med teleskopskiver) på isolering af celleplast og mineraluld. På hårdt underlag som beton og træ anvendes metalskiver uden teleskop.
Plugs skal på blødt underlag have en teleskoplængde (frigang) på min. 30 mm.
Ved tynde isoleringer under 50 mm kan teleskoplængden reduceres til 15 mm.
Nyttebredden mellem beslagrækkerne vil ofte være 0,9 m eller mindre.
 

Fastgørelsesmetode til underlaget:

Fastgørelser til underlaget afhænger af underlagstype som vist i nedenstående tabel.
Underlag Fastgørelses metode til underlaget
Beton med eller uden dampbremse
(betontykkelse min. 40 mm)
Boret hul med rustfrit stålsøm, slået direkte i hul.
Boret hul med betonskrue.
Letbeton med eller uden dampbremse Boret hul med plastplug og skrue. Boret hul med betonskrue.
Profileret stålplade (min. tykkelse 0,7 mm) Selvborende og selvskærende skruer.
Brædder, krydsfiner eller OSB-plader Træskruer.
Gammel tagopbygning Der fastgøres efter ovenstående principper til det oprindelige underlag af beton, stål eller træ.

Krav til overlæg og afstande

Ved fastgørelse af tagpap med plugs er det vigtigt, at plugs spændes til, således at der opnås et pres mod tagpappen.

 

Tilspændingen af plugs skal være sådan, at tagpappen er fastholdt mod underlaget. Der må ikke, i forbindelse med tilspændingen, opstå lunker omkring plugs, da dette vil vanskeliggør en effektiv svejsning i overlægget.

 

Kanten af plugs skal placeres mindst 20 mm fra tagpapbanens kant.

 

Centerafstanden mellem plugs bør ikke være mindre end 0,2 m og typisk ikke over 0,8 m.

Hvis beregning viser, at afstanden kommer under 0,2 m skal tagpappens nyttebredde reduceres.

Det er ligeledes vigtigt, at overlæggene fuldsvejses over beslagene, idet dårlige svejsninger reducerer styrken.

 

I 2-lagsløsninger placeres plugs i underpappens overlæg og overlæggene fuldsvejses, hvorefter overpappen svejses til underpappen. Overlægsbredden skal mindst være 100 mm for plugs med en diameter indtil 50 mm.

 

I 1-lagsløsninger placeres plugs i overpappens overlæg, som fuldsvejses. Overlægsbredden skal mindst være 120 mm for plugs med en diameter indtil 50 mm.

Overlægsbredder i 2-lags tagpapdækninger med mekanisk fastgjort underpap.
Overlægsbredder i 2-lags tagpapdækninger med mekanisk fastgjort underpap.
 
Overlægsbredder i 1-lags tagpapdækninger med mekanisk fastgjort tagpap.
Overlægsbredder i 1-lags tagpapdækninger med mekanisk fastgjort tagpap.
 

Det er en forudsætning, at overlæggene er fuldsvejst.

Fordeling af plugs eller metalskiver

Plugs skal placeres, så vindsugkræfterne fordeles jævnt.

Dette betyder, at beslagene i de enkelte zoner så vidt muligt skal placeres med samme afstand og med indbyrdes afstande, der ikke overskrider de ved dimensioneringen fastlagte afstande.

I stålplader kan der normalt kun placeres en fastgørelse i hver bølgetop, hvis banerne ligger på tværs af bølgerne, og dette begrænser fastgørelsesmulighederne.

83j
Fastgørelse i stålplader.
 

Fastholdelse af isolering

Isoleringspladerne skal fastholdes sådan, at de ikke kan flytte sig under den mekanisk fastgjorte tagpap. Der bør være mindst et fastgørelsesbeslag i hver isoleringsplade, og det kan ved større banebredder og ved små skotrendekiler være nødvendigt at supplere med ekstra beslag til fastholdelse af isoleringen.

8.3.5 Sømning

Baggrund

Fastgørelse af tagpap ved sømning er den oprindelige fastgørelsesmetode for tagpap og anvendes typisk ved oplægning af tagpap direkte på træunderlag som brædder og finerplader.

Beregning af vindsug

Beregning af det regningsmæssige vindsug på tagfladens forskellige zoner udføres i henhold til afsnit 2.
For fastgørelse ved sømning skal anvendes kantfastgørelse som for de øvrige fastgørelsesmetoder.
Indvendigt overtryk og tryk på udhæng skal også medregnes efter regler i afsnit 2.

Styrker

De regningsmæssige styrker for sømning er bestemt ved forsøg.

Styrkerne tager hensyn til to principielle brudmåder:

  • Udrivning gennem tagpappen.
  • Udtrækning af underlag.

Udrivningsstyrken er baseret på, at der anvendes en min. Base 400 underpap i 2-lags tagpapdækninger og min. Top 400 i 1-lags tagpapdækninger.

Udtrækningsstyrken er baseret på en minimum tykkelse for brædder på 20 mm og for krydsfiner på 15 mm og anvendelse af varmforzinkede 2,5 x 20/25/40 mm tagpapsøm eller skudsøm 3,0 x 19/25/32/38 mm.

Tagpapsømmene skal slås helt i, men ikke igennem tagpappen, og sømpistol skal løbende justeres for at sikre dette.

Da brædder/tagkrydsfiner selv i en sund konstruktion kan opfugtes til ca. 20 % træfugt i vinterhalvåret, er der reduceret i styrkerne for fugtige materialer.

På dette grundlag kan der anvendes følgende regningsmæssige styrke for sømning: md = 0,1 kN / søm.

Ved renovering oven på eksisterende tagpaplag kan det være nødvendigt at anvende længere søm end angivet ovenfor. Desuden skal underlagets tilstand undersøges.

Udførelse

Sømning af tagpap udføres ved krydssømning i kanten af banerne. Hvis krydssømning i kanten ikke er tilstrækkelig, placeres der en sømrække midt i banen.

Krydssømning udføres som vist på figur. 8.3.8
Sømning midt i bane udføres som vist på figur. 8.3.9

Figur 8.3.8: Krydssømning
Figur 8.3.9: Sømning midt i bane 
Figur 8.3.8: Krydssømning
Figur 8.3.9: Sømning midt i bane
   
Figur 8.3.10: Sømning i kant af 60 cm baner
Figur 8.3.10: Sømning i kant af 60 cm baner
   
Figur 8.3.11: Sømning i kant af 1,0 m baner
Figur 8.3.11: Sømning i kant af 1,0 m baner
   
Figur 8.3.12: Sømning i kant og midten af 1,0 m baner
Figur 8.3.12: Sømning i kant og midten af 1,0 m baner
   

Som vist på figur  10 til  12 kan der anvendes 3 kombinationer af banebredder og sømning:

Sømmene skal dækkes af enten et overlæg på 100 mm eller en 140 mm strimmel for at sikre tætheden i sømrækkerne.

Fodblik skal fastgøres svarende til tagpappen, det vil sige krydssømning pr. 60 mm. Derudover skal fodblikket primes eller behandles på anden vis for at sikre vedhæftning ved svejsning af tagpap.

83k
Sømning af fodblik.
 

Dimensionering

Fladelast (vindsug):

Nedenfor er vist de regningsmæssige styrker for de 3 systemer:

Regningsmæssig styrke for sømning af tagpap.

System for sømning Se fig.5.4.3-5

Søm pr. m2

Regningsmæssig styrke [kN/m2]

60/900

18,5

1,85

60/500

33,3

3,33

60/450

37,0

3,70

Ved sømning forudsættes det, at der anvendes kantfastgørelse som ved mekanisk fastgjort tagdækning med beslag.

83l
Kantfastgørelse ved sømning.
 

8.3.6 Ballast

Generelt

Tagpap og tagisolering kan fastholdes mod vindsug ved hjælp af ballast af sten, fliser eller vækstlag i grønne tagløsninger.

Tagdækningen udlægges og svejses, og der udlægges en geotekstil på tagpappen, inden der udlægges ballast.

Sten, som anvendes til ballast, skal være uden skarpe kanter og fri for flint.

Anvendelse af ballast kan stille krav om ekstra vedligeholdelse, idet vækst af birketræer og andre planter kan skade den underliggende tagpap. Alternativt kan der vælges en tagpap, som er specielt udviklet til grønne tage.

Ballastlags tykkelse skal fastlægges ud fra vindsuget på tagdækningen.

83m
   

Bestemmelse af stenstørrelse

I rand- og hjørnezoner kan der forekomme hvirvelafløsninger langs tagkanten og dermed store vindhastigheder. Da disse hvirvler kan flytte stenene i ballasten og i værste fald rive stenene ned, kan det være nødvendigt at bestemme mindstestørrelsen af ballasten.

Shingles med en kornstørrelse på mindst 16 mm ligger fast for vindhastigheder i hvirvlerne ind til 80 m/s. Ved større vindhastigheder i hvirvlerne anbefales det, at der anvendes fliser.

Grønne tage

Hvis ballasten på tagpappen i det grønne tag er lille, fx i ekstensive tagløsninger, kan det være nødvendigt, at fastgøre tagpappen under vækstlaget mekanisk.

Tilsvarende kan den mekaniske fastgørelse ved intensive grønne tage normalt udelades, da vækstlaget udgør tilstrækkelig ballast. Dette bør dog eftervises inden udlægning.

8.3.7 Styrke af svejsning

Hvis tagpap er svejst direkte på underlag af beton, celleglas, brædder, krydsfiner eller OSB-plader, er det styrken af tagpappens svejsning samt evt. klæbningerne af isoleringslagende, som skal sammenlignes med den regningsmæssige vindlast. Risikoen for delamineringsbrud i underlaget bør også vurderes.

Tagpap svejst til et af ovennævnte underlag kan forventes at have en regningsmæssig styrke på md = 43 kN/m2.

Ved stribesvejsning eller punktsvejsning med 30 % effektivt svejseareal jævnt fordelt over overfladen må der forventes en regningsmæssig styrke af svejsningen på md = 12 kN/m2.

8.3.8 Dimensionering

Icopal udfører som en service dimensionering af den mekaniske fastgørelse.

For at kunne yde denne service skal følgende oplysninger fremsendes sammen med tegninger, der viser bygningens tag i plan og snit.

Standardfastgørelsesplan

Hvis der ikke gennemføres beregning af fastgørelser for mindre bygninger, kan nedenstående fastgørelsesplan anvendes under følgende forudsætninger:

  • Beliggenhed
  • Bygningshøjde
  • Underlag for tagdækningen
  • Den/de valgte specifikation(er) for tagets opbygning
  • Oplysninger om indvendig overtryk
  • Terrænkategorier
  • Basisvindhastighed
  • Evt. specielle forhold som eksempelvis partialkoefficient for vindlast

Følg link til skema for oplysninger omkring fastgørelse.
 

8.3.9 Tagkanter og detaljer

Mindre eller større skader på en tagdækning kan opstå, hvis først en sternkant eller et ovenlys går løs på grund af vindsug. Så en beskeden fejl ved en detalje kan medføre store skader, da en fejl ved en detalje kan medføre overrivning eller udtrækning af plugs omkring den fejlbehæftet detalje.

Nedenfor vises en række eksempler på fastgørelserne omkring forskellige tagkanter, ovenlys m.v.

Tagkanter

De efterfølgende detaljer viser eksempler på fastgørelser langs tagkanten. Disse fastgørelser skal udføres ud over de allerede dimensionerede fastgørelser på selve tagfladen.

Den første række fastgørelser skal placeres højst 0,2 m fra kant og i øvrigt være fastgjort i henhold til en fastgørelsesplan fra Icopal.

De efterfølgende regler for fastgørelse af tagkanter gælder for mekanisk fastgørelse.

83n
Principtegning af tagkant med udhæng.
 

Ved sternkant af træ, sømmes tagdækningen med tagpapsøm pr. 60 mm eller alternativt med en fastgørelsesskinne som beskrevet nedenfor. Tagdækningen afsluttes med en metalsternkapsel, som fastgøres forsvarligt til sternkanten.

Ved sternkanten af beton eller stål fastgøres tagdækningen på sternkanten med en fastgørelsesskinne eller lignende. Fastgørelsesskinnen skal fastgøres til opkanten pr. maks. 300 mm. Tagdækningen afsluttes med en metalsternkapsel, som fastgøres forsvarligt til sternkanten. Ved isolerede tagopkanter skal der altid anvendes mekanisk fastgørelse.

83o
Sternkant uden udhæng og med lav opkant, det vil sige mindre end 600 mm.
 
83p
 

Kantfastgørelse ved tage opbygget af TTS-elementer og vaffelplader, hvor der udføres udstøbning, som kan anvendes til kantfastgørelse.

En høj stern (større end 1/10 af bygningshøjde, dog min. 600 mm) vil give en lævirkning på tagfladen. Dermed kan der udføres en normal fastgørelse på tagfladen bag kanten. Det vil sige, at fastgørelsen 200 mm på tværs af banerne bag opkanten kan udelades.

Ved mekanisk fastholdt inddækning/tagpap på bagsiden af murkroner skal der anvendes mekanisk fastgørelse i form af fastgørelsesskinner eller skiver ved tagkanter højere end 600 mm. Se figur  8.3. 13

8313
Figur 8.3.13: Fastgørelsesskinne ved tagkant højere end 600 mm. Vindskederne skal udføres af min. 1,0 mm aluminium med mindre fastgørelsens afstand mindskes tilsvarende.
 

Ved sternhøjder større end 1/10 af bygningshøjden optræder det maksimale vindsug på tagfladen et stykke inde på taget. Vindsuget umiddelbart bag opkanten/sternen vil være reduceret.

Den høje sternkant vil dog medføre, at der optræder et væsentligt vindsug på bagsiden af opkanten/sternkanten, hvorfor det er nødvendigt med en fastgørelse på dette sted.

Disse fastgørelser dimensioneres som den yderste række af fastgørelser i tagfladen i den aktuelle zone.

Ved høje sternkanter anbringes fastgørelserne i rækker pr. maks. 0,6 m på den lod rette flade.

Ved tilstødende vægge/opkanter mv. fastholdes tagdækningen med punktfastgørelse samt en fugeskinne som vist på figur 8.3.14

Figur 8.3.14: Tagdækning ved tilstødende væg er fastholdt med punktfastgørelse og fugeskinne. Ved murværk anvendes fugeskinne.
Figur 8.3.14: Tagdækning ved tilstødende væg er fastholdt med punktfastgørelse og fugeskinne. Ved murværk anvendes fugeskinne.
 

8.3.10 Ovenlys, tagnedløb og hætter

Erfaringsmæssigt starter en del afblæsningsskader ved ovenlys grundet manglende eller utilstrækkelig fastgørelse af ovenlys til den underliggende konstruktion.

Vindsug

Ovenlys påvirkes oppefra af vindsuget over tagfladen samt af overtryk i bygningen. Vindsuget på oversiden af ovenlys afhænger bl.a. af placeringen på taget, og det fastlægges som angivet i afsnit. 8.3.2

Fastgørelse af ovenlys

Ovenlys skal fastgøres i henhold til leverandørens forskrifter.

Ved varme tage med store isoleringstykkelser er det vigtigt, at ovenlyset, det vil sige både blændkarm og ovenlyskarm, er fastgjort forsvarligt til underlaget. Ofte vil blændkarm og ovenlyskarm blive samlet med sømbeslag eller tilsvarende. Sømbeslagene sømmes/skrues til karmen jf. leverandørens anvisninger.

Ved montage af lysbånd skal leverandørens anvisninger følges nøje.

Figur 10.2.2: Fastgørelse af ovenlys
Figur 10.2.2: Fastgørelse af ovenlys
 
83r
Fastgørelse af ovenlys til TTS-plader med vaffelplader imellem
 

Tagnedløb og hætter

Tagnedløb, hætter og tilsvarende elementer skal fastgøres mekanisk med mindst to skruer med skiver som vist af hensyn til vindsug på tagfladen.

Fastgørelse af afløbsbrønd eller taghætte.
Fastgørelse af afløbsbrønd eller taghætte.
 

8.3.11 Korrosion og ældning af fastgørelsesmidler

Korrosionsbestandigheden af metaldele som skruer eller søm samt andre fastgørelsesmidler som skinner etc. skal vurderes ud fra den forventede fugtbelastning i taget.

I en tagdækning er der risiko for korrosion pga. byggefugt eller kondens. Der er derfor risiko for korrosion af metaldelene i tagdækningen.

Korrosionsmodstand for søm, skruer og skiver skal derfor opfylde mindst 15 Kestonichcycler i henhold til ETAG 006.

Metaldele

Metaldele som søm og skruer kan f.eks. være:

  • Rustfrie søm og skruer
  • Varmforzinkede skruer
  • Overfladebehandlede skruer eller søm

Plastdele

Plastdele kan ældes af varmepåvirkning.

Icopals tagplugs er CE-mærket jf. ETAG 006 annex D, hvilket dokumenterer, at de kan modstå de forventede påvirkninger på taget.
 

8.3.15 Eksempel på dokumentation af fastgørelse

Tabel 15.1: Tjekliste for fastgørelsesmidler i forbindelse med kvalitetssikring.

Fase Emner
Projektering

Bestemmelse af vindzone og terrænkategori.

Dimensionering af fastgørelsesmidler.

Udarbejdelse af fastgørelsesplan.

Bestemmelse af korrosionsklasse og valg af fastgørelsesmiddel, der opfylder denne klasse.

Fastlæggelse af kontrolplan for udførelsen.

Udførelse

Indledende udtrækningsprøvninger for fastgørelsesmidler, hvis udtræksstyrken i underlaget er ukendt.

Modtagekontrol for fastgørelsesmidler/klæbemasse.

Afholdelse af opstartsmøde med deltagelse af arbejdsleder, tagdækkere og projekterende tekniker.

Instruktion af tagdækkere og udlevering af fastgørelsesplan.

Stikprøvekontrol af fastgørelsesmidlernes udtrækningsstyrke.

Stikprøvevis tilsyn med antal og placering af fastgørelsesmidler/procent af klæbeareal.

Aflevering

Fastgørelsesplan, som udført.

Dimensioneringsskema og dokumentation for det anvendte fastgørelsessystem.

Fastgørelsen af tagisolering og tagpappen indgår som en del af kvalitetssikringen for tagarbejdet.
 

Aflevering

Bygherre- og rådgiverkrav til dokumenter, som entreprenøren efterfølgende bør aflevere til bygherre, kan være:

  • Fastgørelsesplan
  • Datablad på fastgørelsesmiddel
  • Dimensioneringsskema
  • Datablad på fastgørelsessystem

 

Seneste pressenyheder

Icopal vil reducere antallet af byggeskader, der omhandler tag

Læs mere...

To stærke gør det selv-tagpapløsninger fra Icopal: Topsafe og Selvklæber

Læs mere...

Grønt tag fra første dag

Læs mere...

DM i Skills 2018: Lasse Langhave Meisner kåret som Danmarks bedste tagdækker 2018

Læs mere...

Icopal modtager hæder for deltagelse i Årets Byggeri 2017

Læs mere...
Denne hjemmeside anvender cookies i overensstemmelse med vores privatlivspolitik. Når du bevæger dig videre på icopal.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores brug af cookies her.