Icopal_Tegninger

9.1 Valg af specifikation for tagdækning

Når tagets konstruktive opbygning, herunder bærende konstruktion, underlag og hældning, er fastlagt, står det kun tilbage at vælge den “rigtige” produktspecifikation.

I den forbindelse er der en række forhold, som har indflydelse på valget, og som det er vigtigt indledningsvis at afklare.

Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvilke krav/forventninger bygherren stiller til tagdækningens kvalitet og levetid (hvilket bl.a. afhænger af bygningstypen). Er der krav om størst mulig kvalitet og sikkerhed, anvendes Icopal SBS-produkter i 500-serien.

Ønskes en tagdækning, hvorpå der kan udstedes PLUS garanti, gælder særlige specifikationer (se også Icopalplus.dk).

Produktvalget er endvidere afhængig af, om det er et nyt tag eller en renoveringsopgave. Ved renoveringer (uden merisolering) anvendes f.eks. Icopals trykudlignende produkter som 1. lag for at forhindre evt. dampbuler.

Den valgte taghældning er bestemmende dels for antallet af lag, dels i et vist omfang for produktkvaliteten (400-serien eller 500-serien). Dette skyldes naturligvis, at belastningen af tagdækningen og kravet om sikkerhed øges, jo lavere taghældning der er tale om.

Endelig stiller underlaget, herunder f.eks. isoleringstype, krav om bestemte fastgørelsesmetoder af 1. lag tagpap og dermed til valg af produktvarianter. Sidst, men ikke mindst, afhænger produktvalget af, hvilket arkitektonisk udtryk eller hvilke æstetiske krav tagdækningen skal opfylde. Skal det være Icopal i baner eller som shingles, skal overfladen være skifergrå eller i andre farver, ønskes bevoksede tage med græs eller sedum-beplantning eller stenbelagte built-up tage, ønskes tagfladen “glat” eller struktureret i form af liste- eller pladedækninger etc.

I Icopals tagdækningsspecifikationer (icopal.dk/Håndbog/specifikationer) har vi taget højde for følgende ting:

  • Tagdækningsspecifikationerne modsvarer Icopals høje kvalitetskrav.
  • Der er angivet grænser for skadelige vandansamlinger.
  • Specifikationerne overholder kravene til brand som BROOF(t2).
  • Særligt holdbare specifikationer er angivet til renoveringsopgaver på helt flade tage og i skotrender, hvor det nødvendige fald ikke - eller vanskeligt - kan etableres.
  • Tagdækningerne fastgøres i henhold til Eurocodes.

BROOF(t2)

Ifølge vejledningsteksten til Bygningsreglement 15 (BR15) skal tagdækninger udføres med en brandteknisk klassifikation, som mindst opfylder kravene til en BROOF(t2)-tagdækning. Det er rådgiverens/entreprenørens ansvar i hvert enkelt tilfælde at sikre sig på bygherrens vegne, at dokumentationen herfor er til stede.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, at godkendelserne typisk er givet på baggrund af en specifik afprøvning på et bestemt underlag. Det er derfor ikke tilladt at anvende produkterne på andre underlag eller i kombination med produkter fra andre leverandører uden at sikre sig, at der foreligger en aktuel afprøvning, der dokumenterer, at løsningen brandteknisk er i orden.
 

Resumé af anvendelsesområder

I afsnit 9.4-9.7 er angivet en række specifikationer på forskellige underlag. Specifikationerne kan være opbygget af

  • højpolymer SBS-produkter (500-serien)
  • lavpolymer SBS-produkter (400-serien)
  • en kombination af ovenstående

Øverste lag

Icopal Top 500 P anvendes som fuldsvejset i flerlagsdækninger samt til inddækninger.

Icopal Mono 550 P anvendes som stribesvejset eller mekanisk fastgjort 1-lagsdækning. Kan også anvendes som øverste lag. Kan ikke anvendes til inddækninger.

Icopal Mono 553 P uden overlægskant på oversiden og med dobbelt klæbekant på bagsiden anvendes udelukkende til listedækning. Fungerer som 1-lagsdækning eller som øverste lag på underlag af Base. Kan kun anvendes i 60 eller 100 cm baner.

Icopal Top 507 PC anvendes fuldsvejset i flerlagsdækninger til intensive bevoksede tage, med græs, sedum-beplantning og lign. som rodstandsende membran. Tagdækning udføres altid med min. 2 lag.

Icopal Top 507 P anvendes fuldsvejset i flerlagsdækninger til semi-intensive bevoksede tage, med græs, sedum-beplantning og lign. som rodstandsende membran. Tagdækning udføres altid med min. 2 lag.

Icopal Mono 512 PG (Topsafe) med selvklæbende overlæg anvendes udelukkende som 1-lagsdækning, der mekanisk fastgøres i overlæg uden brug af åben ild. Anvendes også til inddækninger, der koldklæbes.

Icopal Selvklæber Top med selvklæbende overlæg og bagside anvendes i flerlagsdækninger med underlag af Selvklæber Base. Anvendes også til inddækninger, der koldklæbes.

Icopal Top 400 P anvendes som fuldsvejset i flerlagsdækninger samt til inddækninger.

Icopal Top 310 G anvendes som enkeltlagsdækning på sekundære tage som havepavilloner, skure, legehuse m.v. på tage med hældning større end 1:5. Fastgøres mekanisk, og overlæg koldklæbes med Tagklæber eller Tagpapklæber.

Icopal Kviktag anvendes som enkeltlagsdækning på sekundære tage som havepavilloner, skure, legehuse m.v. på tage med hældning større end 1:5. Pålægges ved sømning og selvklæbende overlæg. Den specielle overflade giver taget et flot og spændende udseende.
 

Underste lag

Icopal Base 500 PG anvendes som fuldsvejset i flerlagsdækninger, til mekanisk fastgørelse i fuldsvejsede overlæg samt til inddækninger.

Icopal Base 511 PG er specielt beregnet til mekanisk fastgørelse i fuldsvejsede overlæg. Anvendes ikke til inddækninger.

Icopal Base 550 P anvendes som stribesvejset underlag i flerlagsdækninger. Kan ikke anvendes til inddækninger.

Icopal Base 512 PG t. Energitag er specielt beregnet som underste lag i tagdækninger, hvor der installeres Energitag. Fastgøres mekanisk i fuldsvejsede overlæg. Anvendes ikke til inddækninger.

Icopal Base 500 P gulv- og radonspærre anvendes som en effektiv fugt- og radonspærre på betongulve. Som fugtspærre fuldsvejses denne membran til underlaget.

Icopal Selvklæber Base med selvklæbende overlæg anvendes udelukkende som underlag for Selvklæber Top. Fastgøres mekanisk i overlæg uden brug af åben ild.

Icopal Base 411 P er specielt beregnet til mekanisk fastgørelse i fuldsvejsede overlæg, men kan også punkt- eller stribeklæbes.
Anvendes normalt ikke til inddækninger, men kan anvendes fuldklæbet.

Icopal Base 450 P anvendes som stribesvejset i flerlagsdækninger. Kan ikke anvendes til inddækninger.

Icopal Base 400 P anvendes som fuldsvejset i flerlagsdækninger samt til inddækninger.

Icopal Base 500 PA anvendes primært som dampspærre i konstruktioner, hvor høj diffusionsmodstand er ønsket, f.eks. i køle- og frysehuse, hvor den indgår i tagdækningen. Icopal Base 500 PA anvendes i specifikationer, som f.eks. 9.4-5MF, hvor det underste lag erstattes af Base 500 PA. Produktet kan fastgøres mekanisk eller fuldsvejses.

Icopal Base 300 G anvendes til sekundære tage, som punkt- eller fuldsvejset i flerlagsdækninger. Kan også anvendes som flammebeskyttelse af brandbar isolering. Bør ikke anvendes til inddækninger.

Seneste pressenyheder

Icopal vil reducere antallet af byggeskader, der omhandler tag

Læs mere...

To stærke gør det selv-tagpapløsninger fra Icopal: Topsafe og Selvklæber

Læs mere...

Grønt tag fra første dag

Læs mere...

DM i Skills 2018: Lasse Langhave Meisner kåret som Danmarks bedste tagdækker 2018

Læs mere...

Icopal modtager hæder for deltagelse i Årets Byggeri 2017

Læs mere...
Denne hjemmeside anvender cookies i overensstemmelse med vores privatlivspolitik. Når du bevæger dig videre på icopal.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores brug af cookies her.