IcopalTagpap_TuborgHavnepark

Visionært og storladent studieprojekt vinder Icopal Prisen 2017

02-11-2017

Visionært og storladent studieprojekt vinder Icopal Prisen 2017


vinderbillede_icopalprisen2017
Vinderen af Icopal Prisen 2017, Niklas Lindelöw, flankeret af adm. direktør fra Icopal Danmark, Flemming Adolfsen (til venstre) og rektorerne fra arkitektskolerne i København og Aarhus, Lene Dammand Lund og Torben Nielsen.

Der åbner sig nye, fascinerende muligheder, når en ældre lufthavn i Stockholm nedlægges. Det inspirerede Niklas Lindelöw fra Kunstakademiets Arkitektskole til det studieprojekt, som han netop har modtaget Icopal Prisen 2017 for.

Prisoverrækkelsen fandt sted den 2. november i København.

Viser nye veje

Der er flere grunde til, at arkitekt MAA Niklas Lindelöw, der denne sommer dimitterede fra Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i København, er glad og stolt over at modtage Icopal Prisen 2017.

”Det er rart, at mit projekt bliver anerkendt i en større kontekst, som ligger uden for uddannelsen. Det glæder mig også, at dommerkomitéen præmierer et projekt med en åben og afprøvende tilgang, hvor ikke alle problemer nødvendigvis er løst. Et projekt, der forhåbentligt bl.a. kan inspirere til bredere diskussioner af, hvilke typer af offentlige rum, vi ønsker i vores byer, og hvordan vi vil anvende tidligere industriarealer og inkorporere dem i byen.” 

Fra lufthavn til beboelse

Vinderprojektet er inspireret af en lokal debat om, hvad der skal ske med den mere end firs år gamle lufthavn i stockholmbydelen Bromma, når den på et tidspunkt nedlægges. Det drejer sig om et område, som er to kilometer på den ene led og mellem 400 og 800 meter på den anden. Nogle mener, at området skal bebygges så effektivt som muligt, mens andre er fortalere for at etablere et åndehul i storbyen.

Lindelöws forslag forbinder de to synspunkter. I hans projekt skal der bygges boliger langs lufthavnsarealet. Landingsbanen og græsarealerne fastholdes som de er i dag og åbnes op for offentligheden, så indbyggerne i Bromma selv kan beslutte, hvordan de vil bruge området.

”Projektet indskriver sig i diskussionen om, hvordan man ønsker at omdanne lufthavne eller andre tidligere industriarealer til beboelsesområder. Disse områder har ofte en atypisk skala og interessant karakter, fx en særlig måde at sammenføje rum på, som jeg mener, man med fordel kan fastholde og videreudvikle for at undgå, at alle nye bydele ligner hinanden,” siger Niklas Lindelöw.

Høje standarder

Torben Nielsen, der er rektor for Arkitektskolen i Aarhus, ser Icopal Prisen som en god anledning for arkitektskolernes kandidater til at prøve sig selv af i forhold til kollegaerne. Prisen er også en anerkendelse af skolerne og kandidaternes faglige niveau, siger han og fremhæver det gode samarbejde med Icopal og Arkitektskolen i København.

Lene Dammand Lund, rektor for Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i København, er også glad for samarbejdet. 

”Vi vil hellere end gerne huse og understøtte Icopals engagement i at vise, hvordan den nye generation kan gå forrest, når det gælder nytænkning og udvikling. Icopal Prisen er en fremadskuende pris, som sætter høje standarder, og hvor man samtidig tror på, at de høje standarder netop kan indfries af nyudklækkede kandidater, der kan vise nye veje for arkitekturen,” siger hun.  

Lene Dammand Lund finder det endvidere både vigtigt og interessant med en arkitektkonkurrence, hvor taget og tagformen er i fokus. 

”Taget er en afgørende del af et arkitektonisk værk og derfor et åbenlyst interessant genstandsfelt for arkitektstuderende. Med taget og tagformen som fast fokus, sætter vi også en ramme for opgaven – man kunne kalde det et benspænd – som er væsentlig for den kreative proces. I en situation, hvor de studerende generelt har vide rammer for opgaveløsningen og netop tilskyndes til utøjlet nytænkning, kreativitet og innovation, giver det obligatoriske fokus på taget altså en retning, hvorfra det nye kan udfolde sig,” siger hun.   

Enig dommerkomité

Det er en enig dommerkomité, der står bag beslutningen om at udpege Niklas Lindelöw og hans projekt ”At bebo Bromma Flyplads” til vinder af Icopal Prisen 2017. 

”Projektets idé er storladen og visionær, men på samme tid konkret, rumlig og præcis” … det er endvidere ”konsekvent og gennemført i alle dets facetter og tillige uhyre smukt udført”, hedder det i vurderingen, hvor dommerkomitéen også fastslår, at ”projektet er et studie på et meget højt niveau, hvor taget er behandlet på en ukonventionel måde, som udfordrer samtidsarkitekturen og tilblivelsen af rumlige kvaliteter i bosætning og byudvikling.”

Engageret arkitektur 

Ifølge Torben Nielsen falder vinderprojektet godt i hak med de generelle tendenser, der tegner sig blandt nutidens arkitektstuderende, som ikke mindst har stor opmærksomhed på den samfundsengagerende arkitektur.

”Det er ikke længere nok, at et projekt er målrettet de få eller blot handler om prestige. Det skal nytte noget og gavne fællesskabet. På Arkitektskolen i Aarhus understøtter vi den bevægelse gennem et overordnet fokus, som vi kalder ”Engaging through Architecture” – altså at vi som arkitekter bidrager til samfundet ved at engagere os i det via vores arkitektur.”

Lene Dammand Lund peger på bæredygtighed i arkitekturen som en dominerende tendens hos de studerende i København.

”Vi har set det som en rød tråd gennem i de seneste års afgangsudstillinger og har skruet betydeligt op for undervisning og forskning på området. Vi arbejder bl.a. med FN’s bæredygtighedsmål og har lanceret en åben forelæsningsrække om cirkulær økonomi. Begge dele for at imødekomme de studerendes ambitioner og det voksende marked for bæredygtige og cirkulære løsninger.”    

Orienteret mod himlen

Niklas Lindelöw har i sit vinderprojekt stor fokus på tagfladen, der er belagt med en grusarmering i beton, som med tiden vil få en græsbevoksning, så taget spiller visuelt sammen med lufthavnsområdets patchwork af asfalt og græs. Boligerne har ingen traditionel facade mod lufthavnen. Facaden ér taget, der langsomt stiger direkte fra jorden og brydes af åbninger, hvorunder der er atriumgårde. Rundt om disse gårdarealer ligger den enkelte bolig, forklarer han.

”Boligerne er bygget som rækkehuse og er beliggende i kanten af lufthavnsområdet, hvor de danner en vold mod det omgivende byområde i Bromma. Den enkelte bolig er samtidig ikke så synlig fra flyvepladsen. Da man fra boligerne primært ser op mod himlen, snarere end ud mod pladsen, fastholdes lufthavnens efterladte karakter – og det understøtter min idé om, at pladsen skal være et offentligt tilgængeligt sted.”

Turen går til Japan

Niklas Lindelöw finder inspiration i bl.a. japansk arkitektur, og det er da også til Japan, turen går, når han indløser rejselegatet på 50.000 kr., som følger med Icopal Prisen 2017.

”Jeg glæder mig meget til studieturen, og er sikker på, at de oplevelser og erfaringer, jeg får undervejs, vil få indflydelse på mit arbejde mange år frem i tiden,” siger han og pointerer, at Icopal Prisen formentlig også vil få konkret karrieremæssig betydning.

”Prisen er kendt af mange i arkitektfaget og er helt klart god at have på CV’et,” siger Niklas Lindelöw, der på længere sigt drømmer om at slå sig ned som selvstændig arkitekt sammen med gode venner. Han er i øjeblikket projektansat hos Johansen Skovsted Arkitekter i København.   

Papir på kompetencerne

Det er Torben Nielsens erfaring, at en faglig anerkendelse som Icopal Prisen betyder meget for modtagerens opfattelse af både sig selv som fagperson og af arkitektfaget som en anerkendt og vigtig samfundsmæssig disciplin.

”Det er også mit klare indtryk, at Icopal Prisen er med til at skabe opmærksomhed for de kandidater, der præmieres, og at det giver yderligere motivation til at præstere endnu mere i kommende projekter. Det er samtidigt også et godt kort når det handler om fremtidige jobmuligheder,” siger han og bakkes op af Lene Dammand Lund.

“Prisen er betydningsfuld i en tid, hvor alle nyuddannede står over for den massive opgave, det er at skille sig ud og gøre sig bemærket på et højt kvalificeret og konkurrencebetonet arbejdsmarked, hvor netop evnen til nytænkning og innovation er i høj kurs. Med Icopal Prisen – eller en nominering til samme – i bagagen får man ikke bare et betydningsfuldt selvtillidsboost, man får også ”papir” på sine visionære og innovative kompetencer – og det er guld værd,” slutter hun.

Fakta om Icopal Prisen

Icopal Prisen blev stiftet i 1986 af Icopal i samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen Aarhus. Prisen bliver uddelt hvert andet år til særligt talentfulde arkitektstuderende og er i dag landets mest prestigefulde pris for samme. Icopal Prisen har til formål at fremme unge arkitekters forståelse af tagets betydning for en bygnings arkitektoniske udtryk og rumlige udformning. Blandt mange tidligere prisvindere kan nævnes David Zahle fra BIG og Mads Mandrup fra C.F. Møller.

Læs alt om Icopal Prisen 2017 her





Seneste pressenyheder

Visionary and grandiose study project wins the Icopal Prize 2017

Læs mere...

Visionært og storladent studieprojekt vinder Icopal Prisen 2017

Læs mere...

Standard Industries Completes Acquisition of Braas Monier to Form Global Roofing Leader

Læs mere...

Nye vindspærrer til det nordiske klima

Læs mere...

Nye tage til nye tider

Læs mere...
Denne hjemmeside anvender cookies. Når du bevæger dig videre på icopal.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores brug af cookies her.