IcopalTagpap_TuborgHavnepark

Icopals nordiske topchef runder et skarpt hjørne

18-03-2016

Soren-Drewsen1_All-rights-IcopalSøren Drewsen, der runder 50 år den 13. april, er en aktiv erhvervsmand. Udover at være koncerndirektør for Icopal Region Nordeuropa, er han bestyrelsesmedlem i Dovista A/S og Geveko Holding AB, formand for Industriens Almene Arbejdsgiverforening og medlem af Dansk Industris hovedbestyrelse.

Søren Drewsen er uddannet civilingeniør og har derudover to forskellige HD-uddannelser på cv’et. Siden har han videreuddannet sig på universiteterne Stanford og Wharton. Erhvervskarrieren begyndte som management konsulent i Andersen Consulting (i dag Accenture) og fortsatte i Q8, hvor han sluttede som divisionschef. Herefter var han salgs- og marketingdirektør i Bording-koncernen, før han i 2003 blev ansat som markedsdirektør i Icopal.

Styrket ud af krisen

I efteråret 2008 tiltrådte Søren Drewsen som direktør for Icopals danske aktiviteter blot få uger efter Lehman Brothers’ konkurs og finanskrisens udbrud. Han fik i tide dimensioneret forretningen efter et forventet fald i omsætningen de efterfølgende år. Den forudsagte negative udvikling viste sig at holde stik, og Icopal kom styrket ud af krisen. Undervejs måtte virksomheden igennem nogle barske år med nødvendige tilpasninger i medarbejderstaben. Samtidig oprustede Icopal inden for innovation og produktudvikling, hvilket førte til adskillige produkt- og miljøpriser fra bl.a. Dansk Industri, Ingeniøren og Danske Byggecentre. Søren Drewsen var i en periode udstationeret i Norge, hvor han gennemførte en turnaround af den norske forretning. Tilbage i Danmark blev han i 2012 medlem af Icopals koncernledelse og direktør for aktiviteterne i Norden og Baltikum.   

Solgt til global koncern

Der er flere årssager til, at Søren Drewsen ser med stor optimisme på fremtiden. I januar 2016 blev Icopal solgt til GAF, der er USA’s største producent af tagprodukter. Den samlede koncern bliver verdens største på sit felt med 65 produktionssteder, aktiviteter i over 80 lande, 6.500 medarbejdere og en omsætning på ca. 30 mia. kr.
Samtidig fremhæver han, at finanskrisen langt om længe er ved at slippe sit tag i byggebranchen i Norden. Han har bl.a. iagttaget et voksende ønske i branchen om at få det helt rette produkt til den enkelte opgave – og til den rigtige pris i forhold til kvalitet og holdbarhed.
”Derfor er det vores strategi i Icopal at tilbyde og producere flere kvalitetsvarianter i god bedre bedst-kategorier. Fælles for dem alle er, at de er kvalitetsmæssigt pålidelige og lever op til de lovede egenskaber. For os er det afgørende, at forventningsafstemningen er på plads. Samtidig har vi et stigende fokus på vores produkters samspil med øvrige produkter i bygningskonstruktionerne, så den samlede løsning fungerer som forventet,” siger Søren Drewsen, der bruger en stor del af sin energi på at udvikle og eksekvere forretningsstrategier på såvel koncern-, nordisk og nationalt niveau og sammensætte de rette High Performance Teams, der kan realisere dem.  

Industriens udfordringer

Sideløbende med topjobbet i Icopal er Søren Drewsen som nævnt aktiv i Dansk Industri. Først og fremmest, fordi han føler sig forpligtet til at bidrage til, at industrien kan overkomme de mange udfordringer, som trænger sig på i disse år. 
”Et af de store udeståender lige nu handler om at afklare, hvordan vi kan bidrage positivt til samfundets udfordringer som følge af den stigende indvandring. Andre temaer handler om, hvordan vi sikrer Danmarks konkurrenceevne, optimerer virksomhedernes rammebetingelser og udnytter digitaliseringens muligheder,” siger Søren Drewsen. 

Morfar på deltid

Det høje arbejdstempo kræver god kondition – og den holder han ved lige i motionscentret og på golfbanen. Men familie og venner står også højt på Søren Drewsens prioritetsliste. Han er gift med Lotte Mosbæk, der bl.a. er cand.pæd. og arbejder med pædagogisk og psykologisk rådgivning i Egedal kommune og er underviser på University College. De er bosat i Birkerød og har sammen to døtre på 25 og 21, som begge er universitetsstuderende og bor i København. Den ældste er mor til en dreng på halvandet. Søren Drewsen sætter stor pris på morfar-rollen og henter gerne den lille i vuggestuen, når lejligheden byder sig. 

Søren Drewsen fejrer sin 50-års fødselsdag på dagen d. 13. april 2016 kl. 14.30 med en reception for kunder, samarbejdspartnere og andre venner af huset i Icopals danske hovedsæde, Lyskær 5, 2730 Herlev. 
   

Mere information

For yderligere information kontakt presseansvarlig, Monica Lund Stocholm på 44885231 eller monica.stocholm@icopal.com.

 

Om Icopal

Icopal er en del af BMI Group, som består af Braas Monier og Icopal. Bag BMI Group står det privatejede holdingselskab Standard Industries. Med sine over 165 års erfaring er BMI Group den største producent af flade og skrå tage i Europa og selskabet er førende inden for tagdæknings- og fugtisoleringsløsninger. BMI Group har hovedsæde i London og beskæftiger omkring 11.000 medarbejdere i mere end 40 lande verden over.
Læs mere på http://bmi-group.com/


Seneste pressenyheder

Icopal vil reducere antallet af byggeskader, der omhandler tag

Læs mere...

To stærke gør det selv-tagpapløsninger fra Icopal: Topsafe og Selvklæber

Læs mere...

Grønt tag fra første dag

Læs mere...

DM i Skills 2018: Lasse Langhave Meisner kåret som Danmarks bedste tagdækker 2018

Læs mere...

Icopal modtager hæder for deltagelse i Årets Byggeri 2017

Læs mere...
Denne hjemmeside anvender cookies i overensstemmelse med vores privatlivspolitik. Når du bevæger dig videre på icopal.dk, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores brug af cookies her.