 |
Hvis det står til Jørgen Knudsen, varer det mindst 10 år før pensionist-tilværelsen i kolonihavehuset er en realitet. Den 57-årige lagerforvalter har svært ved at forestille sig en hverdag, hvor han ikke svinger taktstokken på Icoplas lager i Ikast og sørger for, at mere end 100 tons varer bliver skippet rigtigt afsted hver dag. "Jeg er privilligeret. Det er dejligt at stå op om morgenen og glæde sig til dagens arbejde", siger lagerchefen, som har været ansat i Icopal siden 1972. "Jeg har aldrig overvejet at skifte job. Jeg er på en arbejdsplads, hvor stemningen er god, hvor vi har frihed under ansvar, og hvor vi alle synes, det er en æressag at betjene kunderne så godt som overhovedet muligt. Jeg har en bred kontaktflade, ikke bare til mine otte medarbejdere men til et væld af mennesker, som hjælper os i dagligdagen eller er afhængige af, at vi gør vores arbejde ordentligt. Det synes jeg er stimulerende. Tilværelsen som pensionist og tilstedeværende ægtemand, far og bedstefar kan blive god nok. Men lige nu er der 50 ruller tagpap, der skal ekspederes". |